
Michael Østerlev Pedersen – Knægten (August 2020)
Michael kommer fra Randers, er 32 år og er sangskriver, rapper, guitarist og trommeslager. Michael er stærkt drevet af musik og føler, den lever i ham og er alle vegne omkring ham, hvor end han vender sig. Michael startede med at lave musik, da han gik på efterskole. Her fik han øjnene op for både trommerne, guitaren og sin sang. Det startede med, at han lagde mærke til, at når en person tog sin guitar frem i en gruppe, så begyndte en anden at synge, og der blev skabt en stemning af fællesskab. Musikken var på den måde god til at samle folk omkring noget, følte han og det gav ham en dejlig ro, når han levede sig ind i musikken og ikke mindst, når han selv begyndte at lave den. Det var også med til at give ham et andet indblik i mennesker, end det han var vant til at almindelige samtaler kunne bidrage med.
Sådan kom Michael i gang med at lave musik
Michael kunne ikke spille et eneste instrument, da han startede på efterskole. Vidste hverken hvad et G var på en guitar, eller, hvad en lilletromme var på et trommesæt. Men han blev nysgerrig på det og begyndte at sætte sig ind i det, og fik desuden lidt hjælp fra sine omgivelser. Heriblandt en musiklærer, der til tider brugte rigtig meget tid på at lære Michael og hans venner fra efterskolen at spille musik. Det endte med, at han hurtigt blev så dygtig, at han sammen med et band fra efterskolen vandt et “mini melodigrandprix” i den by, hvor efterskolen lå. Her var han med i bandet som trommeslager.
Dette driver Michael i musikken
Det, der driver Michael ved hans musik er, at han føler, han med sine tekster, kan kravle ind under huden på folk. Han kan godt lide at skrive om de ting, der ikke bliver talt så meget om, som folk holder lidt hemmeligt og for sig selv til dagligt. Michael synes, at det er vigtigt at disse “hemmeligheder” også kommer ud og bliver beskrevet. Han har bl.a. skrevet et nummer, der hedder “Glansbillede”. Det var så dybt og rørende, at landsforeningen “Spor” ønskede at besøge ham, se hans hjemmestudie og høre nærmere omkring ham og hans musik. For Michael handler det om at bryde så meget tabuisering, som muligt, og så stå ved det. Det vil han gør til hver en tid, fortæller han.
Følelsen, der søges
Den følelse, Michael søger, når han skriver sin sange, er først og fremmest den, at have sig selv med i den musik, han laver og derigennem kunne hjælpe andre. Der er mange, der har svært ved at definere og forklare, hvordan de har det. Når de så hører Michaels numre, håber han derigennem, at numrene kan være med til at give disse personer en følelse af at blive forstået.
Her finder Michael inspirationen til sine tekster
Der er mange, der forestiller sig – når de hører Michaels tekster – at han må have det rigtig trælst derhjemme, da mange af sangene er meget ulykkelige. Michael fortæller, at det intet har på sig og at han har et rigtig godt og tilfredsstillende liv. Han er et meget glad og positivt menneske, og har det rigtig fint, fortæller han. Han holder af at observere livet omkring sig, når han ex. går på gaden, når han er på arbejde, når han er ude og handle, når han kører bil osv. Man kan registrere følelser i folks øjne og nogle blikke får af og til Michael til at tænke: “Jeg ville ønske den person havde det bedre”, hvorefter han går hjem og forfatter et nummer. Michael får også af og til beskeder fra folk, der spørger, om han ikke kan lave noget musik/tekst i en bestemt retning, hvilket også kan være en inspirationskilde for ham. Det er vigtigt for ham, at han rører og berører – og gerne noget der ligger dybt. At han kan være med til at hjælpe folk med at fremmane følelser hos dem via sin musik og sine tekster. Følelser, som mange måske har svært ved selv at finde og formulere, og dermed måske hjælpe lidt på vej med bearbejdningen af dem.
Nyt på vej
Michael arbejder i øjeblikket på et album sammen med Galaxy Music Lab. I øjeblikket arbejdes der på den første single, der kommer til at hedde: “Verdens ende”. Hvis man går ind på Knægtens Facebook side, vil man kunne se et kort klip fra studiet, hvor der arbejdes på denne produktion. Michael forventer, at singlen er ude inden for 6 uger. Efter singlen kommer der endnu mere, da der kigges hen imod produktionen af et helt album. Både single og kommende numre vil blive udgivet, så de, udover at befinde sig på Knægtens Facebook side, også vil kunne findes på streamingtjenester som ex. Spotify.
Drømmen for fremtiden
For første gang i alle de år Michael har lavet musik tænker han, at det fedeste i verden, vil være at røre og berøre så mange mennesker som overhovedet muligt via sine tekster og sin rap. Stå ansigt til ansigt med folk, møde dem, der, hvor de er og vokse som kunstner.
Hvad synes Michael om DanskeMusikere.dk?
Michael fortæller, at han synes, der findes rigtig megen information på siden, der er spændende. Man kan finde danske musikere, man står og mangler. Man kan læse nærmere omkring danske musikere. Man kan få hjælp af danske musikere og man kan søge hjælp. Han synes, det en super platform og et godt koncept.
Michaels råd til unge talenter der vil i gang med at rappe
Michael fortæller, at man kunne lægge ud med at sige noget så traditionelt som: “Gør det du føler for”. Men nej, det synes han egentlig ikke, man skal. Michaels rejse har lært ham, at du skal have følelsen af, at det er dét, du vil…… helt ned i maven. Er det ikke den rigtige chance, lad være med at tage den og ér det den rigtige chance… Så go for it…
Michaels mantra er “Du er hvem og hvad du gør det hele til”.